Slyk Kloster fik hemmeligheder i muren

Under stor festivitas blev Slyk Kloster i Flamingo naturpark navngivet og indviet af Oldermand Jens Otto Nystrup

Hornmusikken gjaldede melodiøst udover søerne i Flamingo naturpark, da Oldermanden for Maren´s venne-laug og laugets riddere gik i samlet formation med Vestjydsk Jagthornsblæserlaug i spidsen mod klosterruinen i Flamingo naturpark. Her skulle de indvie klostret og indmure deres love og forordninger, og skulle det vise sig en hemmelighed kun for eftertidens øjne. Oldermand Jens Otto Nystrup, Skriver Flemming Riddersholm Nielsen og Maren´s Ridderne bar i dagens anledning alle deres laugs kapper et sjældent syn under åben himmel, da kapperne normalt kun bliver brugt indenfor i den gamle byrådssal i Holstebro.

Klosterindvielse gav mange gæster.
Godt hundrede mennesker var mødt op for at få en rundtur i Flamingo naturpark og se indvielsen af klostret. Ved åbningen af klostret kom Oldermand Jens Otto Nystrup ind på et af formålene med Maren´s venne-laug. Han fortalte blandt andet, at de skulle tilrettelægge og afvikle lokale begivenheder, der på en god og fornøjelig måde kan medvirke til at skabe glæde og samvær for Holstebro Kommunes borgere og gæster udefra, og at de skulle være med til at sætte Holstebro og omegn på kortet. Ved at lave en klosterruin ud fra mål og overleveringer fra tidligere klostre var Knud Christensen, som ejer Flamingo naturpark med til at sætte området på kortet vurderede Oldermand Jens Otto Nystrup.

Vildsvinets død er en melodi
Efter talen blev Maren´s venne-laugs vedtægter og forordningen lagt i et sort rør, sammen med noget hemmeligt, som kun var for eftertidens øjne, hvorefter røret blev indmuret i klostres gavl. Klosterruinen kommer fremover til at hedde Slyk Kloster, da dette er en gammel stedbetegnelse for området. Vestjydsk Jagtblæserlaug sluttede den officielle del af indvielsen af med at spille melodien "vildsvinets død", og netop vildsvin var en del af menuen, som afsluttede den uofficielle del af indvielsen.

  • DSC00573 [800x600].jpg
  • DSC00585 [800x600].jpg
  • DSC00593 [800x600].jpg
  • DSC00598 [800x600].jpg
  • DSC00603 [800x600].jpg